Sikkerheden er vigtig ved færden i trafikken. Som cyklist er man én af de mest udsatte, og derfor kan vigtigheden af den rigtige hovedbeskyttelse ikke understreges nok. Bag enhver cykelhjelm er der flere teknologier, der sørger for at beskyttelsen er i top, hvis uheldet skulle være ude. Alle hjelme er udviklet med udgangspunkt i at yde en høj beskyttelse, men flere og flere hjelme udvikles med en ekstra beskyttende teknologi. Kender du forskellen på de forskellige teknologier? I det følgende vil vi gå i dybden med to af markedets mest anerkendte beskyttelsesteknologier, MIPS og WaveCel.
Hvad er MIPS?
MIPS er en anerkendt beskyttelsesteknologi udviklet i Sverige. MIPS er en forkortelse for ”Multi-directional Impact Protection System”. Teknologien er udviklet med udgangspunkt i at yde beskyttelse ved fald fra flere vinkelretninger. I forbindelse med et fald sker der typisk roterende bevægelser, som resulterer i en stor belastning på hjernen. Dette kan i værste konsekvens forårsage alvorlige hjerneskader. I modsætning til en traditionel cykelhjelm, kan MIPS-hjelme ved hjælp af en inderskal, rotere uafhængigt af yderskallen. Cykelhjelme med MIPS leder dele af slaget væk fra hovedet, som kan være medvirkende til at forhindre alvorlige hjerneskader.
MIPS cykelhjelme udvikles efterhånden i flere typer hjelme - både til børn og voksne. Teknologien kommer til udtryk med en inderskal samt et gult MIPS-klistermærke på siden.
I nedenstående video kan ses, hvordan cykelhjelme med MIPS fungerer i praksis.
Hvad er WaveCel?
Cykelhjelme med WaveCel-beskyttelse er udviklet af Trek/Bontrager. Efter flere års udvikling blev WaveCel lanceret for nylig, og det er allerede blevet én af de førende teknologier til hovedbeskyttelse. Beskyttelsen kommer til udtryk med en sammenklappelig og stødabsorberende cellestruktur, placeret på indersiden af hjelmen. Ligesom MIPS tager WaveCel udgangspunkt i, hvordan et fald ofte sker, nemlig fra skråvinkler med roterende bevægelser som følge. I tilfælde af en slagpåvirkning sker beskyttelsen i tre trin. Først bøjes cellerne, dernæst deformeres de og afslutningsvis sker der en glidebevægelse mod siden. Denne beskyttelsesmetode resulterer i at kraften absorberes og ledes væk fra hovedet.
Cykelhjelme med WaveCel fås kun til Bontragers egenudviklede hjelme. De fremstiller både
cykelhjelme til hverdags- og sportsrelateret brug.
Herunder kan ses en videopræsentation af WaveCel-teknologien fra Bontrager.
Det kan være en god idé at kigge efter en cykelhjelm med MIPS eller WaveCel, hvis du går med overvejelser om en ny. Det gælder både, når der kæmpes med stejle stigninger og udfordrende nedkørsler på mountainbiken, men også når det går stærkt på landevejen, hvor der hurtigt kan opstå uforudsete situationer. Det kan desuden være en god idé at kigge efter disse teknologier, hvis du skal have en ny cykelhjelm i forbindelse med
transport på en elcykel.